Dansk Folkeparti (DF) og Konservative (C) ønsker sig et forsvar, som det vi havde i midt firserne. Med federe våben, bedre køretøjer og uniformer, der faktisk passer folk, men ellers et forsvar der står langs vores kyster og spejder efter landgangsfaretøjerne fyldt med russere. (Dengang var det østtyskere, men de er jo siden blevet vores venner…)…
Måtte der komme et angreb fra Rusland, vil det være rettet mod NATO ydregrænser. Så vi skal altså ikke kæmpe i Danmark. Vi kan blive udfordret af en masse andre ting; terror, bandekrig, cyper osv. Men ikke angreb fra konventionelle styrker.
Forsvaret skal altså kunne kæmpe i udlandet. Vel at mærke i en kontekst og en geografi som modstanderen vælger, hvilket gør træningen af soldaterne mere kompleks. Og vi skal kunne bistå i opgaver nationalt, som ingen kan forudse (kunne vi det, forhindrede vi jo, at det kom så vidt)…
Ovenstående model kunne – måske – fungere, hvis værnepligtige i al fremtid også bestod af 98% frivillige. Men hvad med den dag, hvor det ikke er tilfældet? Jeg er så belastet af erfaringer, at jeg godt kan huske de værnepligtige, vi modtog ved Kongens Artilleriregiment i slut firserne. Lad os bare sige, at de ikke alle var der af egen fri vilje. Mange rettede ind, men mange følte naturligt nok ikke noget stort behov for at imødekomme forsvarets logik og behov, og jeg ville nødig i krig sammen med dem! (Sorry guys – I var tvunget ind, men nemme var I godt nok ikke, og det var ikke meget soldat, vi fik ud af jer). Läs artikel