[…] Når USA spørger Danmark, om vi vil med i krig – så siger vi ’ja’.
Sådan har det været gang på gang, forklarer Anders Wivel, der er professor ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab og har skrevet udredningen: ”Hvorfor gik Danmark i krig?” for Folketinget sammen med Rasmus Mariager fra Saxo-instituttet.
Og selvom Danmark måske nok er et lille land, så spørger USA os gerne, siger han:
– USA kan godt lide at have Danmark med på grund af vores værdier; demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Det er med til at legitimere deres militære operationer. Og så er vi også gode til at levere varen militært og villige til at deltage, hvor det er farligst.
USA har sjældent behøvet at presse os.
– Uanset om den danske regering har været borgerlig eller socialdemokratisk, så har vi bakket amerikanerne op i deres militære indsatser, siger Anders Wivel.
En del af årsagen er, at Danmark og USA har så mange fælles interesser og også handel, som gør, at vi gerne vil holde os på god fod med amerikanerne, forklarer han:
– Og så har USA simpelthen historisk set været den stærkeste militærmagt at alliere sig med. […]
Danmark har deltaget i 25 Nato-operationer siden den kolde krigs afslutning i 1990, ligesom vi også har deltaget i flere internationale koalitioner under amerikansk ledelse. Og i sin gennemgang af Danmarks militære operationer, konkluderer Anders Wivel altså, at Danmark har det med at følge USA’s linje. Läs artikel