USA lover Sydkorea indsigt i atomplaner ved nordkoreansk angreb, bt.dk

USA har onsdag lovet at give Sydkorea mere indsigt i landets atomplaner i forbindelse med enhver konflikt med Nordkorea.

Meldingen kommer, efter at USAs præsident, Joe Biden, og Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, onsdag har holdt møde i Det Hvide Hus, og mens der er bekymring over Nordkoreas voksende arsenal af missiler og bomber. Sydkorea har desuden endnu en gang lovet, at landet ikke selv vil forsøge at fremstille en atombombe. De to præsidenter talte desuden om halvledere, handel og krigen i Ukraine.

På et fælles pressemøde siger Yoon, at han og Biden er blevet enige om at styrke Sydkoreas forsvar som svar på trusler fra Nordkorea. […]

Nordkoreas våbenprogram udvider sig hastigt med blandt andet ballistiske missiler, der kan nå amerikanske byer. Det har skabt tvivl om, hvorvidt USA virkelig vil bruge sit atomvåben til at forsvare Sydkorea. Meningsmålinger i Sydkorea viser, at et flertal af befolkningen vil have, at Sydkorea skal skaffe sine egne atombomber. Det er USA dog imod. Under en ny ’Washington Erklæring’ vil USA give Sydkorea detaljeret indsigt og en stemme i USAs beredskabsplan for at afskrække og besvare enhver atomar hændelse i regionen.

Som en del af aftalen vil USA sende en ubåd med ballistiske missiler til Sydkorea. Biden gør det dog klart, at der ikke kommer til at være amerikanske atomvåben på sydkoreansk territorie. Läs artikel