Danmark har efter Ruslands angreb på Ukraine i 2022 haft al opmærksomhed rettet mod øst i form af solidaritet med Ukraine. Dette har tilsyneladende fået os til at glemme eller nedprioritere vort eget Rigsfællesskab, bl.a. løftet til USA (2019) om oprustning omkring Grønland. Der findes instruktive historiske fortilfælde til en sådan ’selvforglemmelse’. […]
Fremtidens historikere må afgøre, om der i beslutningsprocessen er forbindelse mellem Danmarks krigsengagement og negligeringen af Grønlands forsvar. Det kan være økonomisk og materielt, men det kan også simpelt hen være et spørgsmål om opmærksomhedsfelt: at vi – anført af statsministeren personligt – har stirret os blinde på Ukraine. Også den unisone mediale og folkelige opbakning till hhv. Ukraine og Finland i de to eksempler har givet spillet en rolle (hvilken politiker kan stå for det?) Det hele har været selvforstærkende. Men folkestemning er sjældent nogen god vejleder i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Der skal selvsagt være plads til solidaritet i udenrigspolitik, men det må aldrig føre til, at man mister overblikket og glemmer sine egne basale interesser. Kun heldet reddede Sverige i april 1940, og det står nu hen i det uvisse, om det for Danmark værdifulde Rigsfællesskab kan overleve. Läs artikel