[…] Blandt militærfolk har der dog længe hersket en opfattelse af, at vi reelt ikke kan forsvare os selv, hvis det skulle komme dertil. Ja, end ikke vores mest kritiske infrastruktur har vi chance for at sikre, uanset om det så får fuldt militær fokus.
Højere forsvarsprioritering bør derfor indskrives på noget nær grundlovsniveau. Og som mange andre grundlovsparagraffer kan anledningen til, at de indstiftes, netop være, når vi kan se eller føle faren for os. Det vil sige nu. Konkret skal dette indebære en markant opskalering af forsvarsudgifterne i den nye valgperiode. Forsyningssiden, det vil sige forsvarsindustri af forskellig art, må i sig selv opfattes som kritisk infrastruktur. Dertil bør Danmark samtidig satse meget mere ambitiøst på reserver af officerer og personel.
Inspirationen kan findes i for eksempel Finland, som trods et moderat befolkningstal – og ditto forsvarsbudget – kan stille henved 900.000 mand, hvis situationen kræver det.
Historisk set har vort demokrati ikke mønstret tilslutning til oprustning i de mange år med fred. Men hvis en betydelig styrkelse af dansk forsvar ikke kan besluttes i den nuværende trusselsituation, kan den næppe finde sted ad demokratisk vej overhovedet. Läs artikel