Tirsdag trådte Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, frem på vegne af Ukraines regering og opfordrede til, at Danmark leverer spritnye Caesar-artillerisystemer til hans land. Faktisk er de endnu ikke rullet af samlebåndene på den franske fabrik.
Netop køen ved samlebåndet betød, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen kunne skyde opfordringen til hjørne. ”Vi kan ikke levere noget, der ikke eksisterer,” lød svaret. Forsvarsministeren slog samtidig fast, at regeringen vil forholde sig til, om artilleriet skal til Danmark eller Ukraine, før det ruller ud af fabrikken.
Den dansk-ukrainske debat om Caesar-artilleriet spiller ind i en stor international debat om nye, omfattende våbenforsyninger til Ukraine. Foruden avanceret artilleri indgår blandt andet de tysk-producerede Leopard-kampvogne i debatten. Danmark er også blandt de europæiske lande, der har Leoparder. De ville have stor betydning ved fronten i Ukraine. […]
Det kunne umiddelbart ligne et svært dilemma, men stemningen i NATO er anderledes. Tirsdag meldte generalsekretær Jens Stoltenberg klart ud:
– Jeg har sagt til de allierede, at hvis de skal vælge mellem at leve op til NATO-retningslinjer vedrørende forsyninger og kapaciteter eller at støtte Ukraine, så er det vigtigst at støtte Ukraine.
Dermed punkterede Stoltenberg, der netop havde holdt møde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Danmarks argument om eget behov og forøgede risikoen for, at vi kommer på bagkant. Läs artikel