Der er én pointe, som chefen for Danmarks væbnede styrker er særligt indstillet på at få leveret. »Jeg har et fantastisk godt samarbejde med ministeren.«
Formuleringen går igen flere gange i Berlingskes første interview med forsvarschef Flemming Lentfer, som efter et kvartal på posten er begyndt at stille op til interview uden at være flankeret af forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Flemming Lentfer overtager ansvaret for et forsvar, som ikke i stand til at forsvare Danmark militært. Det fremgår af den historisk hårde kritik i NATOs seneste evaluering af de danske styrker, som landede i oktober 2020. […]
En hjørnesten i NATOs kritik er, at de danske brigader lider af så kritiske mangler, at de er direkte ubrugelige i en moderne krig.
Med udgangen af det aktuelle forsvarsforlig i 2023 skal Danmark kunne stille med en kampklar brigade på 4.000 soldater. Kampklar er et relativt begreb, idet den planlagte reaktionstid bliver på 180 dage. Brigaden mangler infanterikampkøretøjer, luftforsvar og ammunition, og NATO sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark kommer i mål med planerne.
Flemming Lentfer lægger da heller ikke skjul på, at Danmark står over for en betydelig udfordring:
»Brigaden er ikke udbygget i dag. Der vil gå et antal år, før alle de materielsystemer, der er besluttet i indeværende forsvarsforlig, er anskaffet, soldaterne er trænet op, og enhederne er klar. Det kommer til at tage en rum tid.«
Forsvarets eneste operative brigade i dag er 1. Brigade. Hærens knytnæve, som på papiret kan indsættes inden for en given beredskabsperiode. Läs artikel