De sidste 10-15 år er de skandinaviske lande påfaldende ofte blevet ’disciplineret’ på tomandshånd af en stormagt. Bilateralt diplomati er ikke deres spidskompetence. […]
I juli 2017 stemte FN’s Generalforsamling, med overvældende flertal, for et forbud mod kernevåben. Idéen var, at traktaten skulle styrke internationale normer mod besiddelse eller anvendelse af denne type våben. Sverige havde haft en aktiv rolle i traktatforhandlingerne og stemte for, om end med reservationer. Det var forventet, at Sverige med en idealistisk profil ville underskrive og ratificere traktaten uden de store betænkeligheder. Imidlertid havde den svenske forsvarsminister Peter Hultqvist i september samme år modtaget et brev fra sin amerikanske kollega James Mattis, som truede med at Sveriges ’Enhanced Opportunity’ partnerskab med NATO ikke ville blive forlænget, hvis landet underskrev og ratificerede traktaten. Sverige ville derfor ikke kunne modtage amerikanske forstærkninger i krigstilfælde.
Eftersom der var stærk vælgeropbakning til traktaten, blev sagen udskudt til efter Rigsdagsvalget i september 2018 ved hjælp af en grundig regeringsudredning. I juni 2019 erklærede udenrigminister Margot Wallström så, baseret på udredningens konklusion, at Sverige ville afstå fra at underskrive eller ratificere traktaten ’på nuværende tidspunkt.’ Läs artikel