Droner sættes ind i Grønland, sermitsiaq.ag

Den første af flere delaftaler om at styrke Danmarks forsvar er på plads. Arktis indgår i aftalen, hvor det er besluttet at sikre ekstra penge til anskaffelse af langtrækkende droner.

Med delaftalen, som løber op i 16 milliarder kroner, har partierne i Folketinget bag forsvarsforliget blandt andet besluttet, ”at sikre yderligere finansiering, så den nødvendige økonomi er til stede til at anskaffe langtrækkende droner  til signalindhentning, overvågning og suverænitetshåndhævelse, herunder i Arktis og Nordatlanten, som  tidligere besluttet med aftale om Arktis-kapacitetspakke 2021”.

Det påpeges i aftaleteksten, at det fortsat er målet, at Arktis og Nordatlanten skal være et lavspændingsområde, ”hvorfor en forbedret evne til at overvåge og suverænitetshåndhæve i regionen er central”.

Det understreges, at anskaffelsen af dronerne skal sættes i gang nu og skal på plads snarest muligt. Det fremgår af aftalen, at der er afsat 2,735 milliarder til droneindkøb.

Det oplyses, at aftalen er udformet med tæt inddragelse af det færøske landsstyre og Naalakkersuisut, ”og med øje for, hvordan forsvaret bidrager til rigsfællesskabets sikkerhed”. Läs artikel