Fremtidig aftale med USA kan sende amerikanske soldater til Danmark, politiken.dk

Et forsvarspolitisk nybrud af markant karakter er på vej i Danmark, der for første gang i årtier kan medføre en udenlandsk militær tilstedeværelse på dansk jord.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddeler torsdag eftermiddag, at Danmark og USA påbegynder formelle forhandlinger om en mulig aftale, der på længere sigt kan betyde, at USA kan opbevare både soldater og materiel på dansk jord i kortere eller længere tid. […]

Der vil være tale om en såkaldt defense cooperation agreement, eller en DCA, mellem de to lande. Det betyder, at Danmark og USA i første omgang er enige om arbejde videre med at få juraen helt på plads og fastlægge nogle spilleregler for en fremtidig amerikansk militær tilstedeværelse i Danmark. Man skal blandt andet være sikker på, at man overholder grundloven, inden en endelig aftale kan indgås.[…]

Amerikanerne har i mange år haft militærbaser på europæisk jord i eksempelvis Tyskland, og i fjor indgik USA en tilsvarende aftale, en DCA, med Norge.

Det betyder eksempelvis, at amerikanske soldater har fået adgang til flyvestationen i Rygge i det sydøstlige Norge. De baltiske lande og Polen har lignende aftaler. Herhjemme kan det tilsvarende blive aktuelt at opmagasinere materiel og udstationere amerikanske soldater på danske kaserner eller flyvestationer. Det kan også gøre det nemmere at lave militærøvelser på dansk jord.[…]

Det blev aftalt, at kontrolspørgsmålet skal løses gennem dialog og et langvarigt, tillidsbaseret venskabsforhold. USA skal desuden respektere norsk suverænitet og norsk jurisdiktion, med mindre tungtvejende amerikanske operative hensyn er vigtigst. Så må hensynet til Norges suverænitet vige, forklarer Tormod Heier, oberstløjtnant og forskningsleder ved Stabsskolen i Norge, der er en del af det norske forsvarsakademi.

»Der er et spændingsfelt mellem norsk suverænitet og amerikansk militær effektivitet. I kernen er spørgsmålet om national kontrol, og det norske forsvar har ikke kapacitet til at efterprøve og kontrollere amerikanske flyvninger og operationer ind og ud fra Norge. Og norsk militær har heller ikke kompetencen, som behøves, til at forstå det store billede«, siger Tormod Heier og tilføjer:

»Det betyder, at Norge kan blive en nyttig idiot i en bredere amerikansk strategi, som ikke nødvendigvis har noget med nordområderne at gøre«. Läs artikel