Efter årtier som lavspændingsområde er Arktis og Grønland atter blevet en arena for stormagtsrivalisering. USA har historisk – tilbage fra 1860’erne og særligt fra 1940’erne og frem – opfattet Grønland som en naturlig del af den nordamerikanske forsvarszone. I mere end 80 år har USA haft soldater på grønlandsk grund. Hovedårsagen er ligetil: Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.
Grønlands forsvarspolitiske betydning for USA, der i dag illustreres med blandt andet militærbasen Pituffik Space Base (tidligere Thulebasen) i Nordøstgrønland, tog første gang fart under Anden Verdenskrig, altså umiddelbart efter at Danmark var blevet beat af Tyskland den 9. april – i dag for præcis 84 år siden. En invasion, der på mange måder blev startskuddet på en ny tid for Grønland. […]
Og netop i disse år er Grønland for tredje gang et forsvars- og sikkerhedspolitisk nøglepunkt. Med præsentationen af den arktiske strategi for nylig, forsikrer Naalakkersuisut håndfast, at Grønland er forankret i den vestlige forsvarsalliance. Samtidig forsøger politikerne med al magt at forhindre, at Grønland ikke udvikler sig fra et lavspændingsområde til et højspændingsområde. Bestræbelser, som kun tiden kan vise resultatet af, alt i mens særligt USA og Rusland opruster i Arktis .
– I dag er den militære betydning af GIUK-gabet vokset igen på grund af den anspændte situation mellem NATO og Rusland, siger Rasmus Dahlberg og fortsætter:
– For det er langs denne linje, man kan ”lukke hullet”, som russiske fly, skibe og især ubåde skal igennem for at komme ned i Atlanten og true forsyningslinjerne mellem USA og Europa. Stormagtsspillet i Arktis handler dog i mindst lige så høj grad om politiske og økonomiske interesser: Kina har tidligere forsøgt at købe sig ind i infrastruktur m.v., mens Rusland og USA på hver deres måde søger lokal indflydelse i Grønland og Færøerne, hvilket kan udfordre sammenhængskraften i rigsfællesskabet, lyder vurderingen fra den forsvarspolitiske ekspert. Läs artikel