Bekymringen begyndte allerede, da regeringen først gang i 2022 foreslog, at der skulle udstationeres amerikanske soldater i Danmark. Men med den nuværende situation mellem Danmark og USA, er Trine Pertou Mach, udenrigsordfører hos Enhedslisten, blevet markant mere bekymret.
Om få måneder skal Folketinget stemme en historisk aftale igennem, der giver USA lov til at udstationere soldater i tre jyske byer i en nær fremtid. Det falder sammen med den højspændte udenrigspolitiske krise mellem Danmark og USA, hvor præsident Trump har gjort det klart, at han ønsker amerikansk kontrol af Grønland.
Og det anspændte forhold mellem Danmark og USA får nu Enhedslisten til endnu engang at opfordre regeringen til at droppe aftalen med amerikanerne.
– Jeg mener, at regeringen skal trække stikket på den aftale og konstatere, at det simpelthen ikke er tiden at indgå en forsvarspolitisk aftale med et USA, som opfører sig på den måde, USA gør lige nu, siger partiets udenrigsordfører, Trine Pertou Mach.
Også Alternativet har længe været kritisk overfor aftalen, men med den nuværende situation er en aftale om amerikanske soldater på dansk jord helt uholdbar, mener partiet.
– Vi er i den situation, at amerikanerne jo mere eller mindre har meldt sig ud af at være allieret med Danmark, når man truer med et angreb. Så har jeg svært ved at se, at man fortsat er venner. Läs artikel