Det er femten år siden, at USA med deltagelse fra bl.a. Danmark angreb Irak. Det blev til en af de tre krige efter årtusindeskiftet, som Danmark har tabt. Men hvorfor vi deltog og hvorfor vi tabte er stadig spørgsmål, som ikke har fundet svar. En tidligere topembedsmand peger på et muligt svar: Som en småstat føler danskerne ikke, at de har indflydelse, og derfor er vi også ansvarsfri. Det vigtigste er, at vi kan dyrke en helterolle for os selv og nationen. Den manglende refleksion er katastrofal, påpeger Jørgen Dragsdahl. […]
Danmark har ”tabt” sine seneste tre krige – og den danske indsats har ”forværret tilstandene”, erklærede han. Tragedien i Syrien er desuden ”en direkte følge” af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen. Trods grundige studier og deltagelse i beslutningsprocesserne bag lukkede døre kunne han imidlertid ikke besvare spørgsmålet: Hvorfor denne krigsdeltagelse?
Mellem mysterierne er: Hvordan kunne Danmark helt ubesværet rykke direkte fra en tabt krig i Irak til udvidet engagement i Afghanistan? I de store lande var nederlaget erkendt, men det påvirkede ikke danskerne.
Den tidligere topembedsmands bedste bud: ”Som småstat påtager vi os ikke et ansvar for krigenes mål og midler – og slet ikke for resultaterne”. […]
Hvorfor er danskerne ligeglade? Hvorfor kontrollerer Folketinget ikke krigene? Louise Riis Andersen, som har en fortid i udenrigsministeriet, pegede på, at embedsmændene, der teoretisk set har mest viden i forbindelse med krigene, som politikerne ikke vil beskæftige sig med, har udviklet et nyt begreb ”politisk ubekvem viden”. […]
Er Danmarks sikkerhed så blevet styrket ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme? Nej, ”tværtimod”, konkluderer Lidegaard. I alle tre indsatslande er befolkningen i dag overladt til klanmilitser, og der er ikke skabt levedygtige samfund. Läs artikel