[…] Det havde været oplagt for Rusland at anvende det veletablerede, mere end hundredårige, selvudviklede system med at udpege og supplere de relevante militærdistriktshovedkvarterer som det koordinerende fælles ”front”-hovedkvarter for operationen (her ville Det Sydlige Militærdistrikt have været det naturlige valg). I stedet har den russiske ledelse valgt at bevare operationelt-taktisk kontrol i Moskva og overladt det til de fire involverede militærdistrikter at lede forskellige operationelle grupper.
Uanset om dette har været med henblik på at sikre, at alle fik del i hæderen eller for at fremme konkurrencen, er det sikkert at langsommere reaktioner på friktion og lokal fiasko, har forekommet. Denne situation har en vellykket ukrainsk kampagne udnyttet med angreb på de forskellige operative og taktiske chefer for at ”halshugge” lokal kommando og forsinke reaktioner, hvilket kun har forværret situationen for russisk Command and Control. […]
De lange vejbundne kolonner har den negative konsekvens, at det hæmmer forsynings- og medevac-støtte til de forreste taktiske bataljonsgrupper (BTG), og situationen for Rusland i Ukraine er tilsyneladende blevet forværret af manglende placering af logistiske støtteelementer langt fremme i kolonnen. Rapporter om BTG’er, der løb tør for mad og brændstof, og om sårede, der først nåede frem til hospitaler (i Belarus) efter, at de havde fået koldbrand i sårene indikerer, hvor kritisk situationen var. […]
En central del af reformerne var at nedbygge afhængigheden af værnepligtige og gå over til mere motiverede kontraktansatte soldater. Krigens forløb har gjort klart, at det kun har haft en klar effekt i elitestyrkerne fra faldskærmstropperne (VDV) og marineinfanteriet. Begge disse korps er blevet yderligere forbedret af anvendelsen af kontraktansatte soldater.
Derimod viste videoer fra kampene og udtalelser fra tilfangetagne russiske soldater, at den regulære hær ikke havde gjort op med den kvalitetsødelæggende praksis med at knække, pacificere og disciplinere nye soldater ved mobning (”Dedovshchina”). Den havde jeg ikke kun læst om. Den blev stadig praktiseret i de nye hære i Baltikum efter 1991, da jeg blev Forsvarsattaché i området i 1994. […]
Den russiske hærs BTG’ers taktiske optræden var værre end noget andet, jeg har set i mit professionelle liv. Indtil de blev ramt af panserværnsmissilerne og brød i brand eller eksploderede, bevægede kampvognene sig som blindede næsehorn.
”Motorskytterne”, dvs. infanteristerne, blev siddende i deres pansrede mandskabsvogne og kampkøretøjer, når styrken blev beskudt, indtil deres egen vogn blev ramt. Da dette skete, må det formodes, at nogle af soldaterne døde i vognene. Men resten flygtede derefter. Mange køretøjer blev erobret intakt af ukrainerne, fordi infanteristerne åbenbart opfattede dem som dødsfælder. Under flugten fra uskadte eller ramte køretøjer blev flere dræbt af ukrainernes håndvåbenild. Mange af de sårede må derefter være døde på den lange vej tilbage til hospitalerne.
Der har tilsyneladende ingen uddannelse i optræden ved baghold været for de russiske soldaters vedkomne. Der var åbenbart heller ingen udviklede rutiner for det tætte teamsamarbejde mellem kampvognene, afsiddet infanteri og kampingeniører, der er specielt afgørende for kamp i bebyggede områder. Läs artikel