Statsminister Mette Frederiksen står i dag overfor to dilemmaer, som hver især indebærer valg mellem to onder. De vedrører ikke direkte Danmarks officielle modstandere, Rusland og Kina, men derimod – lidt overraskende – forholdet til vores fremmeste allierede USA. Og de presser sig på nogenlunde samtidigt. Frederiksen har, i sin bombastisk-pædagogiske stil, erklæret, at ’der må ikke komme et A4-ark mellem Europa [læs: Danmark] og USA’ (dr.dk 13/7-2023). Det gør der så nu, mildest talt, ikke mindst på grund af Donald Trumps snarlige overtagelse af embedet som USA’s præsident.
For det første har Trump ytret, at ’af hensyn til dets nationale sikkerhed og frihed over hele verden føler USA, at ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed’ (Truth Social 22/12). Når en amerikansk (tiltrædende) præsident trykker på knappen ’national sikkerhed’, er det alvor, selv i betragtning af Trumps legendariske overdrivelser. Det blev fulgt op (Sst. 25/12) med en julehilsen til det grønlandske folk, som angiveligt ’ønsker at USA er der’. ’Det vil vi være’, fortsættes det selvsikkert. Disse udmeldinger, på linje med ønsket om at genetablere kontrol med Panama-kanalen, kan føres tilbage til Monroe-doktrinen fra 1823, ifølge hvilken USA ikke vil tolerere andre stormagters militære tilstedeværelse på det kæmpemæssige amerikanske kontinent (der inkluderer Grønland). Dette har intet at gøre med Folkeretten (tværtimod), men er et udtryk for klassisk interessesfæretænkning, der normalt præger stormagtsadfærd, jf. Ruslands militære modstand mod at få NATO klods op af sin grænse til Ukraine. Der er en isomorfi (forskellene ufortalt) mellem Ruslands begrundelse for at besidde Krim (Sevastopolbasen): ikke for at genere Ukraine, men for at undgå at tredjepart (NATO) kommer i besiddelse af basen – og USA’s begrundelse for at ville kontrollere/besidde Grønland: ikke for at genere Danmark eller Grønland, men for at imødegå en trussel fra tredjepart (Rusland eller Kina). Läs artikel