De kommende år vil europæiske NATO-lande skyde milliarder af euro efter kampfly, kampvogne og andet militært isenkram. Det sker efter flere års stagnation og massivt pres fra USA anført af Donald Trump. […]
Det amerikanske forsvarsministerium meddelte, at Danmark må købe op til 46 missiler af typen SM-2 til søværnets tre fregatter. Som en bokser uden arme har de avancerede skibe i flere år sejlet rundt uden den slagkraftige bevæbning, de oprindeligt er bygget til.
Missilerne kommer med et prisskilt på cirka 1,3 milliarder kroner, og fra 2022 vil de bidrage til NATO’s områdeforsvar og samtidig bringe Danmark op i ’den militære superliga’, som det hed i en artikel i Jyllands-Posten, mens missilerne stadig figurerede på ønskelisten. […]
Danmark er langt fra det eneste europæiske land, der bevæger sig i den retning. I februar sidste år blev det eksempelvis meldt ud fra præsidentpalæet i Paris, at det franske militærbudget stiger med 55 procent frem mod 2023. Den enorme pose penge skal bruges til nyt materiel og dække ind for stigende udgifter i forbindelse med internationale operationer og terror, kunne Financial Times rapportere. […]
Kritikere peger på, at NATO allerede bruger 12 gange mere på militæret end Rusland, der ofte fremhæves som den helt store trussel. Ved to procent af BNP vil det tyske militærbudget alene være lige så stort som Ruslands, og derudover peger flere på, at både NATO, Rusland og Kina råder over moderne atomvåben, der gør en stor, væbnet konflikt urealistisk – eller i det mindste hurtigt overstået.
Mange mener, at det i høj grad handler om nationale interesser, når USA råber op om stadig flere penge til militæret. Läs artikel